Hvad er supplerende dagpenge?

Når vi bliver ramt af arbejdsløshed, får vi af vide af omverden, at vi skal være åbne over for jobs der måske kan være anderledes, end hvad vi er vant til og måske også under vores kvalificeringer.

Vi kan også få af vide, at vi kan være nødsaget til at tage jobs, der ikke er heltidsjobs men i stedet er deltidsjobs. Dette afskrækker dog mange, da de er nervøse for, om deres dagpenge frafalder, når de får sig et arbejde, og da dette er et deltidsarbejde med lavere løn end et fuldtidsarbejde, frygter de, at de ikke kan få økonomien til at løbe rundt. Der er intet at sige til, at dette kan være et frustrationsmoment for mange, men det skyldes ofte, at folk ikke er informerede om, at man kan have ret til supplerende dagpenge, hvis man får et arbejde på mindre end fuld tid. Det kan være en jungle at finde rundt i reglerne for dagpenge, og mange går i dag glip af supplerende dagpenge, fordi de ikke er informerede om, at dette er en mulighed. I stedet nøjes mange blot med et arbejde med færre timer og en mindre løn. Dette er selvfølgelig ikke optimalt, og det er heller ikke derfor, vi har et dagpengesystem. Det er ligeså legitimt at modtage supplerende dagpenge, som det er at modtage dagpenge.

Supplerende dagpenge har til formål at dække forskellen mellem fuldtidsarbejde og det antal timer, man reelt set arbejder i sit nye job. Et eksempel kunne være en stilling på 20 timer. Her er det muligt at få supplerende dagpenge for de resterende 17 timer. Som hovedregel er der ikke noget minimumskrav til antallet af dine arbejdstimer. Hvis du arbejder i et deltidsjob med løntilskud i det offentlige, skal du være opmærksom på, at der er andre regler for supplerende dagpenge. Hvis du arbejder for det offentlige, kan du nemlig ikke få supplerende dagpenge.